Bilen er købt i 2017, og havde ikke været startet i over 20 år. Ruderne var afmonteret, og ledningsnettet var delvist frakoblet. Der blev monteret et batteri som strømforsyning til tændspolen. Ved hjælp af en topnøgle og en håndboremaskine, blev motoren hurtigt startet, og kørte rigtigt fint.
Herefter blev der kørt ræs i haven hver aften i en uge, for at teste motor og gearkasse. Jeg bemærkede at bilen har en stor venderadius. Det er selvfølgelig fordi en trehjulet bil kan vælte, hvis der drejes for skarpt.
Da bilen har 3 hjul, er den ifølge de danske regler en motorcykel. Kan derfor køres i med MC kørekort. Derudover er der dispenseret, således at den også må køres af personer, der kun har bil kørekort.
En smøregrav og en 3 hjulet bil, skal man lige vænne sig til.
Her er bilen inden den blev adskilt for renovering.
Bemærk at det er den model med den “vilde” motor. Nogle Isettaer har kun 12 Hk. Denne har 13 Hk.!
Bilen blev totalt adskilt, da den er rusten hele vejen rundt forneden.
Her er bilen netop kommet hjem fra sandblæsning, og skal nu hurtigt males med tynd grundmaling, inden den ruster. De sandblæste dele ruster meget hurtigt, hvis de udsættes for fugt.
Nu er alle dele sandblæst og grundmalede. På denne måde er det en fornøjelse at arbejde på gamle biler.
Under restaureringen har jeg tit brugt et nivileringsapparat til at afmærke højder med. Kan godt anbefales.
Her er der netop isat et inderskærm. Den dobbeltkrumme del kan ikke købes, så den er hjemmelavet ved hjælp af ” Engelsk hjul” og “strække/krympemaskinen” Søg på YouTube for flere oplysninger om disse maskiner.
Her er et nyt luftindtag, som jeg har lavet. Det sidder under bilen, lige over baghjulet, så det er ret udsat for stenslag og vand fra vejen. Det er delvist lavet i en metaltrykkeproces, som også bruges til lampeskærme. Da jeg ikke havde prøvet det før, og tilmed skulle lave værktøjet til det, tog det en hel uge at lave det. Nu har jeg værktøjet, og erfaringen, så hvis nogle mangler delen, kan den laves ret hurtigt.
Søgeord på YouTube “metaltryk” eller “metalspinning”
Her er der lavet en reparation i bagenden af bilen. Reparations-stykket er dobbeltkrumt, og der er en linje fra hver side der løber ud inde i stykket. Derudover skal holderen til baglygten passe på tværs hen over reparationen.